Forberedelsen til hingstekåring - hvordan?

Succesfuldt samarbejde mellem Stutteri UNO og Springborg

Selvom Dansk Varmblods hingstekåringen 2015 jo allerede er "fortid", så var der specielt to unge hingste begge avlet og fremstillet af Stutteri UNO som satte sit tydelige præg på dagene, og som også stod for overskrifterne til Dansk Varmblods forårsauktion. 

Hingsten UNO Don Olympic e. Don Olymbrio/Del Piero/Falkland - blev solgt for et hammerslag på 700.000 dkr. til Anna Zibrandtsen, mens hingsten UNO Spotlight e. San Amour/Donnerhall/Rohdiamant - blev solgt for et hammerslag på 500.000 dkr. og ejers nu i fællesskab af Jens Thorsen (Stutteri Pallerhaf i Luxembourg) og Martin Jensen (Stutteri Evo).

Vi har fanget Per Springborg til en snak omkring hvordan han griber tingene an med forberedelsen af de unge hingste, først til forbesigtigelse og dernæst til kåring Herning. 

Hvordan startede det hele?

"Joan fra Stutteri UNO kontaktede mig under Eliteskuet på Vilhelmsborg og spurgte om vi trænede heste. Min første tanke var - hvorfor spørger hun lige os - der er jo mange andre?. Joan havde lagt mærke til at vores heste altid var klar til opgaven, og så godt ud når vi fremviste dem. Det var jo selvfølgelig en dejlig anerkendelse, og dermed første skridt på vejen i vores samarbejde. Vi aftalte herefter at hingstene skulle rejse fra Thorsager i Jylland mod Skævinge på Sjælland i slutningen af september."

Hvad var det for et par "drenge" du fik i stalden, og hvor meget havde de prøvet?

"Hingstene ankom med en lejlighedstransport og blev installeret i stalden, hvor der var to andre hingste som skulle klargøres. Og efter den første hilsen på og hvad det nu betyder, var der egentlig stille og roligt i stalden. Jeg havde jo ikke set de her hingste før og var spændt på at se dem gå - så allerede dagen efter var de i rotunden, så jeg kunne se bevægelserne på dem. Det var opløftende - super godt gående begge to og jeg må da sige at allerede der tænkte jeg lidt Herning. Nu skal man jo gå stille med dørene, for sådan et par "drenge" skal jo udvikle sig under træningen. Det er ikke nok at de er fine her og nu.

Vi modtog i øvrigt to velopdragne "drenge" som var vant til at blive trukket med, blive striglet og allerede havde prøvet at have trense og gjord på. Det er guld værd, at heste har en grundopdragelse som man kan træne videre på."

Hvordan griber du tingene an? 

"Vi kræser med optimalt foder til alle vores heste. Vi har vores egen blanding, som vi har rigtig gode erfaringer med at bruge. Selve træningen starter med at bygge muskler op og lave 'mund' på hestene gennem longeringsarbejde. Vi har en rigtig dejlig rotunde, som vi bruger til det. Hingstene føler sig ret hurtigt trygge ved at være her, og det gør at de også hurtigt slapper af i forbindelse med det arbejde vi tilbyder dem.

Vores team består ud over os selv af en dygtig staldpige, som er behjælpelig med opsadling osv. samt en rytter som forestår tilridning og ridning af de unge hingste sammen med mig. Sammen med rytteren, som i øvrigt er på det portugisiske landshold i millitary og hedder Frederico Mexia planlægger vi ridningen af de unge heste.

Under hele den her træningsproces er det vigtigt at tænke at de her hingste skal være rideheste, og derfor foregår træningen målrettet mod det."

Hvordan var tidsplanen? 

"Hingstene ankom jo i slutningen af september og forbesigtigelsen var midt i december. Vekslingen i træningen foregår jo med en del longering og gå ture ud i det fri, og endelig at få en sadel på og mærke stigbøjlerne inden den egentlige tilridning skal ske.

Vi havde planlagt at de bare skulle være ryttervante inden forbesigtigelsen. Så de sidste to uger inden blev de rytter trænet. Det gik helt uden de store spring. Og der er min tese, at de jo har opbygget så stor tillid under træningen til at vi ikke vil udsætte dem for noget, de ikke kan. Alle hingste i træningen incl. de to UNO-hingste var derfor tilredet uden problemer, så vi kunne ride frit på dem inden forbesigtigelsen.

Forbesigtigelsen gik ret godt - 3 ud af 4 hingste udtaget til Herning, heraf var de to af dem "UNO-drengene". Efter forbesigtigelsen var der dømt lidt ferie til de unge hingste."

Udtaget til Herning - hvad består den daglige rutine af for de unge hingste frem mod Herning?

"Man kunne jo fristes til at give den gas og træne helt vildt mod Herning, men jeg synes at min erfaring er at lidt ferie er godt for dem både mentalt men også fysisk. Så alle de udtagne hingste fik fri i en måneds tid, hvorefter vi gik i gang igen. Først lidt longering igen og så den sidste måned inden Herning ridning. Vigtigt her at få grundholdningen på plads og kunne have dem under hjælperne. Vores rytter Frederico er en super kapacitet til at træne de unge heste, og formår at få det allerbedste ud af dem. Det er et samarbejde som vi sætter stor pris på.

Under hele træningsforløbet er alle hingstene på fold hver dag for også at være 'rigtige' heste. Det betyder meget for dem mentalt, tror jeg på."

Klar til Herning - den sidste træning/ridning? 

"Tæt op mod Herning tænker man - er de nu mon klar? Jeg synes vi havde tre rigtig dejlige hingste med i Herning. De havde ydet deres bedste i træningen og svaret optimalt på den. Begge UNO hingstene skulle jo også på auktion og undervejs skulle der optages video. På det tidspunkt var de ikke stabile nok til at vise frem under rytter, og derfor aftalte vi med auktionsudvalget at de blev longeret. Kort før Herning var de klar og på en solskinsdag optag vi så noget 'ridevideo' . De skabte rigtig meget opmærksomhed omkring hingstene, og vi havde en del kunder på besøg som ville se dem inden Herning.

Det var en super fornemmelse at komme afsted med sådan et par "drenge", som bare var så klar til den store opgave som Herning er for helt unge hingste."

Samarbejde med avler/ejer 

"Under hele forløbet vil jeg gerne fremhæve det gode samarbejde med ejerne på UNO. De geografiske afstande gør jo helt naturligt at de ikke kommer hver dag og tilser hingstene. Men der har heller ikke været meget pres på telefonen. Den tillid som UNO har vist os, ved bare at overlade drengene i vores varetægt og tro på, at vi kunne få dem med hele vejen, har vi været meget taknemmelige over. Vi håber naturligvis på et samarbejde igen om nye hingste. Det har Joan i hvert fald truet med ;-)" slutter Per Springborg.


Læs mere om Stutteri UNO her

Læs mere om Stutteri Springborg her.