Forberedelserne og træningen frem mod debut på sværeste niveau
Hvordan hver enkelt ekvipage får taget hul på det sværeste niveau er altid spændende at følge, og med Charlotte Heering og hendes blot 9-årige Negro søn Bufranko som i weekenden debuterede i Intermediaire II med flotte 74,34%, har vi fanget Charlotte til en snak om vejen mod den flotte debut.
"Forberedelserne op til vores debut har ikke været meget anderledes end hvordan vi normalt træner. Jeg går meget op i, at mine heste har rytterfrie og sadelfrie dage, så på en almindelig uge bliver de redet 4 gange, longeret én gang og så holder de fri i weekenderne. Altså de uger, hvor der ikke er stævne. Ud over det så går de både på fold og i walker/skridtmaskine hver dag. '
Jeg meldte sådan lidt spontant til for en uges tid siden, efter samråd med min træner (Lene Hoberg), da vi synes at han var ved at være klar til at tage skridtet videre! Det er altid svært, når man skal gå en sværhedsgrad op, at vide hvornår hesten (og en selv) er klar! En ting er at man kan lave øvelserne derhjemme noget andet er at sætte hele programmet sammen og ride det inde på banen!
Vi har gennem de sidste måneder leget mere og mere med øvelserne til GP og Bufranco har taget så utroligt godt imod det. Det har faktisk været meget nemt for ham hele vejen. Det har egentligt kun været styrken og rutinen, vi har ventet på, da han faktisk har kunnet øvelserne før jeg har lært ham dem, hvis man kan side det sådan ;-). Han er en meget energisk hest og vil lidt for meget nogen gange, så vi bruger meget tid på grundridningen for at få ham til at vente, så jeg kan få lov til at lægge benene til ham og "ride". Vi træner faktisk ikke så mange øvelser, men når han er på plads og tager den halve parade, så laver han også øvelserne sådan som vi vil have det. Det er vidst lidt af en luksusproblem at have en hest, der øvelsesmæssig ikke har nogen svagheder.
Jeg må indrømme at man i dagene op til altid bliver lidt i tvivl om hvorvidt man nu alligevel er klar eller ej, men Lene er god til at få mig "overtalt" til at vi godt kan."
Dagen for debut
"Buffe var super fin på opvarmingen og var faktisk klar lidt for tidligt, da vi have beregnet god tid, så vi lige skulle finde ud af, hvordan og hvor meget vi skulle opvarme. Derudover var klassen også forsinket, men det gjorde faktisk ikke så meget, da han var lidt frisk, så det var fint at vi bare kunne ride stille og roligt rundt og få ham til at slappe af!
Han var super fin inde på banen, så det gik rimeligt "smertefrit". Mine indridnings- og afslutningsparader var ikke så gode som de plejer at være, og han var lidt på tæerne i den frie skridt, og overgangen efter den 2. piaffe kunne også være bedre, men det var første gang vi red programmet, og han er kun 9 år gammel, så det skal vi nok få styr på alle de svære ting lykkedes og han fik mange 8 taller og en 8,5 for etterne. Så jeg var meget glad og tilfreds med min lille stjerne over 74% i debut på det niveau, kan man vist ikke klage over!
Jeg tror at alle os konkurrenceryttere har de samme mål og drømme! Jeg ville da også lyve, hvis jeg sagde det modsatte. Bufranco har i hvert fald talentet og kapaciteten, der skal til, ligesom han heller ikke slider på sig selv, fordi han har så nemt ved det hele i kroppen. Den allervigtigste faktor er nok hans temperament/ridelighed og arbejdsvilje! Magen til positiv hest skal man lede længe efter. I hvert fald passer han perfekt til mig, og hver rytter har jo sit match, ligesom kemien er jo alfa og omega."