Dagens ultimative bedste galop til 9,5 til dagens vinder Zancor e. Zack / Landwind med Helgstrand Dressage beriderelev Søren Wind i sadlen. Momentvis endnu ikke helt styrkemæssigt stærk nok i traven, hvorimod galoppen som er kæmpe stor både viser mere styrke og rigtig god balance. God taktfast skridt.
Okslunds Zackadon e. Zack / Romantic med Jan Møller Christensen i sadlen, havde umiddelbart fået pladsen som nr. 2 og ikke nr. 6, hvis H2R havde siddet med ;-). Zackadon bevæger sig aktivt med fin spændstighed i traven, med tryk fra bagbenene. Super flot galop hvor hvert spring afvikles i god balance med god rummelighed. Afspændt kvalitets skridt som er kvik og smidig af jorden.
Jan Christensen er den eneste der rigtig kan blande sig med Helgstrand Dressage i toppen, men det gør han til gengæld i flot stil med både Hesselhøj Donkey Boy og Romeo. Flot fremvist i optimal form og balance. Donkey Boy brillierer med flot galop op af bakke og smidig overlinie i skridten, mens Romeo viser flot form i traven, og mangler endnu lidt mere styrke i galoppen.
Højgaardens Santos e. San Amour / Friendship med Kenneth Damgaard i sadlen er med dagens ubetingede flotteste fremvisning af en 4 års hest. Super flot og helt konstant og ubesværet kontakt - en nydelse at se på.
Cadeau til dommerne
Som det også ses via pointtavlen, så var billedet for første gang i lang tid med en bred top, uden nogen som springer pointskalaen.
Iøvrigt en generelt god bedømmelse af de 4 års heste, hvor dommerne Dennis Fisker og Niels Erik Bøckmann tog sig tid til at se detaljer/usikkerhedsmomenter ved at bede enkelte ekvipager om at evt. lette på hånden, ride mere frem eller vende i skridten for en anstillet tøjle - cadeau til detaljerne.
De 12 bedste er videre til fredagens finale, og i morgen følger 4 mere fra trøstfinalen.
Se resultatet af klassen her.