Hvis man har fulgt lidt med fra sidelinien i både championaterne og nu også de udtagne heste til Unghestechampionatet i Herning, så støder man bl.a. på ekvipagen Jan Møller Christensen med Okslunds Zackadon e. Zack / Romantic, opdrættet af Evamaija Thea Kirstine Schmidt, og ejet af Nanna Merrald.
Placeret som nr. 4 i championatsfinalen samt 5. bedste i egnethedstesten på landsplan, og vinder i region 2 sammen med Jan Møller Christensen, men med Nanna Merrald som ejer, det gjorde ihvertfald H2R nysgerrig for at høre hvordan det reelt hænger sammen, at Nanna ikke selv var "chauffør" på en de absolut bedste DV ungheste i Danmark.
Indkøb på Dansk Varmblods eliteauktion
"I 2012 avlede vi selv en lillebror til Millibar på samme mor, og med Don Olymbrio som far. Den skulle selvfølgelig have en kammerat, og derfor skulle jeg for første gang investere i mit helt eget føl", fortæller Nanna.
"Jeg besluttede at købe på elitefølauktionen i Dansk Varmblod, fordi man nogle gange kan være heldig at finde en fint føl til en god pris. Vi kiggede kollektionen igennem, og var ude og se et par stykker af dem inden auktionen hjemme hos avleren - blandt andet Zackadon. Under auktionen var Zackadon ikke umiddelbart min favorit, men de andre føl jeg havde udset mig, blev for dyre i forhold til mit budget. Så da Zackadon kom på som en af de sidste, havde jeg endnu ikke købt føl. Heldigvis for mig var de fleste mennesker trætte efter en lang auktion, så der var ikke ret meget interesse på de sidste føl, og derfor kunne jeg komme til Zackadon for en god pris (42.000 kr). Det der tiltalte mig ved ham var, at jeg syntes jeg kunne se en god galop, og han vendte flot op ad bakke," fortæller Nanna.
Ikke de store forventninger
"Han kom hjem til os og har gået sammen Millibars lillebror i løsdrift i 3 år. Zackadon har egentlig altid set fin ud, vendt flot i formen, men virkede lidt stram i gangarterne som åring. Så jeg har faktisk aldrig haft de store forventninger til ham, da han ikke helt viste sig som ung.
Som 2,5 års begyndte min mor at arbejde ham lidt i longe, og her begyndte han stille og roligt at vise gode takter - dog var galoppen lidt svær at blive klog på, fordi den var så stor og ikke helt i balance.
Som 3 års blev han tilredet og var flink til det. Herefter fik jeg ham hjem og overtog selv træningen af ham. Det gik rigtig fint i starten, men i løbet af foråret hvor han blev 4 år, begyndte han at drille mig lidt. Jeg var ofte væk til stævner, og hver gang jeg kom hjem hvor han havde fået 3-4 fridage var han en børste at sætte i gang igen. Ikke noget med at smide af, men var strid fortil og prøvede jeg meget af. Jeg følte lidt at jeg gik i stå med ham, uden rigtig at komme videre, og derfor besluttede jeg at lige kunne komme et par måneder på opdragelse, ind til jeg havde lidt mere tid igen. Jeg kontaktede berider Jan Christensen, men i starten havde han ikke plads, men fik heldigvis plads efter en måneds tid, hvor jeg havde forsøgt at få plads et andet sted, men også forgæves.
I juni overtog Jan så tøjlerne, hvilket jeg har været meget tilfreds med. I starten var det jo egentlig bare en måned eller to, men Zackadon blev ved med at prøve Jan lidt af også, så jeg lod ham blive dernede lidt længere tid. Og da det gik så godt i championaterne ville jeg hellere have at Jan fortsatte det gode arbejde, end at jeg skulle til at vise ham frem, når der ikke var meget tid til at overtage ham i," fortæller Nanna.
Jan Christensen fortæller: "Der er jo altid spændende at få en god unghest i stalden. Zackadon kom til mig som en lidt skarp ung herre, og fra dag ét var han jo udstyret med en helt særklasse galop. Vi fandt ret hurtigt sammen, og som han udviklede sig i den daglige træning, var det jo oplagt med championatskvalifikationen i Hillerød tilbage i juli måned, hvor han blev nr. 2 med 9,04. Mellemrunden i Øst blev han nr. 3 (iøvrigt hvor Jan også tog sig af både 1. og 2. pladsen med hhv. Hesselhøj Donkey Boy og Romeo), og dermed var vejen til finalen klar. Sjovt at få lov at hjælpe en dygtig rytter som Nanna på vej med en forhåbentlig ny international tophest."
"Nu hvor han også kvalificeret til Herning glæder mig meget til at overtage tøjlerne igen, og forhåbentlig vise ham frem i Herning", slutter Nanna Merrald.