Julehilsen fra Ulrik og Catharina

Nyhed på DRF 15. december

Julen står for døren, og vi kan se tilbage på endnu et forrygende år for dansk ungdomsdressur. Landstræner for junior- og ungrytterne, Ulrik Gerstorf Sørensen, og holdleder Catharina Ørnsholt-Christoffersen sender her deres julehilsen.

Kære alle

Vi ønsker jer hermed en god jul samt et godt nytår.

2016 har været et super år for dansk dressur. Junior- og ungrytter-landsholdene har trods lange ture til Finland og Spanien opnået 2 x holdbronze ved EM og 2 x holdguld, samt individuelt guld og sølv ved NM. Vi har i år stillet med otte ryttere i hver gruppe og har derved demonstreret en stor bredde på holdene, til trods for at Danmark har en forholdsvis lille skare af eliteryttere.

Vi har fortsat stort fokus på vores talentarbejde, og vi arbejder derfor ihærdigt på at holde en linje, som er let og gennemsigtig at følge. Springet fra ponyrytter til juniorrytter er stort, og derfor er det vigtigt, at rytterne får god vejledning, at de bliver støttet i deres udvikling, og at de får en god uddannelse på samme tid. Ligeledes er det vigtigt, at vores ryttere får en god overgang til U25 samt seniorrækkerne. Et af vores tiltag i 2016 har været at sætte yderligere fokus på rytterens fysiske form ved at lave et endnu tættere samarbejde med fysioterapeut og fysisk træner. Vi tror på, at det er god måde at gøre vores dygtige ryttere endnu bedre, samtidig med at en bedre fysik og et fokus på at bruge kroppen rigtigt giver en bedre holdbarhed hos rytterne. Vi vil fortsætte dette samarbejde i 2017.

Pressen har stor betydning for vores sport, og vi arbejder stadig på at opnå et tættere samarbejde, således at vores sport også får de gode historier i pressen. De gode historier kommer både af gode resultater, men også når vi kan vise omverdenen, at i ridesporten har vi en god og stærk ånd, hvor vi støtter og løfter hinanden, som vi bl.a. så det hos vores fire dygtige danske dressurryttere ved OL i Rio i år. Den ånd vil vi fortsat arbejde på at understøtte i junior/ungrytter-gruppen.

Ridning ændrer sig i takt med tidens tendenser, hvilket er særdeles positivt, idet vi hele tiden bliver klogere på hesten og dens måde at bevæge sig på. Avlen følger også med tidens tendenser, og i dag avles der heste med gode praktiske gangarter som samtidig er let ridelige. Mange af de danske ryttere rider på danskavlede heste, hvilket er særdeles spændende. Det er godt at se, at der i Danmark avles gode heste, så avl og sport kan gå hånd i hånd.

Vi har i Danmark mange dygtige trænere, som gør et særdeles flot arbejde i dagligdagen. Disse trænere skal have stor cadeau, da de er med til at skabe vores dygtige ungdomsryttere.  Ydermere skal ECCO have stor tak for igen at afholde den årlige ECCO Cup. Denne turnering er med til at samle og ruste vores ryttere til de kommende mesterskaber. Sidst men ikke mindst skal alle de frivillige, som er med til af afvikle de danske stævner, have en stor tak! 

Vi ser frem til et spændende år 2017, hvor Danmark vil være vært for flere CDI-stævner. 

Tusind tak for et fantastisk år! 

De bedste rytterhilsner

Ulrik og Catharina


Horse2rider var med på sidelinien til et flot EM i Valencia med super god stemning. 

Photo credit: Mikkel-m.com - mangler du et par minder til den private foto samling, kan du sende Mikkel en mail med dit navn, så har han måske et par skud fra Valencia - mikkelm.com@gmail.com