De danske OL hestes jul og 2017 planer

Med et meget veloverstået 2016, hvor årets sportlige højdepunkt var OL i Rio, er det altid sjovt med en lille status på de danske OL ekvipager.

Hvad laver OL-hesten i julen og hvordan ser planerne ud for 2017 sæsonen? 

Atterupgaard Cassidy

Cathrine fortæller: "OL hesten nyder lidt fri efter et fantastisk kursus med Kyra. Mellem jul og nytår rider vi stille og roligt - leger med nye Kür linjer som skal testes og godkendes af træner Rune. 

Derudover hygger vi os på lidt ture ud i det dejlige vejr og tager det stille og roligt som altid. 

2017 byder forhåbentlig på et godt forår, med lidt færre starter end sidste år. Vi prøver at gå efter Doha og Hagen i første omgang. Ny sæson med nye mål - forhåbentlig kan vi drømme om en plads i Göteborg til august." 

Donnperignon

Anna fortæller: "Pepe er ved at være godt i gang igen efter øjenoperationen. Heldigvis er alt som det skal være, og jeg kunne begynde at ride ham stille og roligt 14 dage efter OP. Han er dejlig frisk og er glad for at være i gang igen.

Jeg tager 14 dage på ferie over nytår, så der holder pigerne i stalden ham lidt i gang med lidt motionsridning og vandbånd et par gange i ugen.

Min plan er at ride nogle på stævner på ham i starten af året næste år, og så tager jeg den lidt derfra i forhold til hvordan han føles."

Jojo AZ

Agnete fortæller: "Her op mod jul og henover julen, tager OL-hesten sig en velfortjent pause og får ordnet tænder, bliver vaccineret osv. Vi bruger altid julen til at få styr på sådanne ting og giver hestene lidt fri og lidt ekstra wellness.

Jeg skal ud at rejse i et godt stykke tid med familien lige efter jul, så der går lidt før han skal i topform igen.

Vi kommer stærkt igen til foråret, hvor jeg håber at komme afsted til stævner på alle mine skønne heste!"