Nyt tysk afprøvningssystem for hingstene

Information på www.varmblod.dk vedr. 14-dages test

Tilbud om 14-dages test, som vil kunne godkendes i Tyskland

Tyskland har fra 2016 indført en ny 14-dages test, der skal være bestået, før hingstene må bruges i avlen. Dansk Varmblod har i den forbindelse fået henvendelser fra flere danske hingsteholdere om at lave en tilsvarende test, som vil kunne godkendes i Tyskland, så hingstene ikke behøver at gå prøve i begge lande.

Dansk Varmblod ønsker ikke at ændre på den nuværende 10-dages observationstest, hvor hingstene tjekkes for temperament, ridelighed, staldunoder samt arvelige defekter. 

Derimod tilbydes det, for de hingsteholdere der måtte ønske det, at forlænge 10-dages observationstesten med 4 dage. For at 14-dages testen kan godkendes i Tyskland kræver de, at alle hingste får karakterer for: staldopførsel, løsspringning (teknik og kapacitet), gangarter med rytter (skridt, trav, galop, ridelighed) samt en testrytterprøve (ridelighed). Avlsledelsen vil give karakterne for løsspringning og gangarter, og træningslederen giver for testrytterprøven. Ejeren får et bevis på, at hingsten har gået 14-dages testen i Danmark samt karakterne. Beviset gives til de tyske forbund, som taster karakterne ind i deres eget vægtet beregningssystem og tager stilling til, om hingsten er bestået i henhold til de tyske krav.

De hingste, der går 14-dages test i Danmark, fremvises til afslutning på 10-dages observationstesten under rytter sammen med de øvrige hingste og får også en kort træningsbeskrivelse i henhold til de danske regler. 
 

Pris for 10-dages observationstest 2016: kr. 5.000,- ekskl. moms
Pris for 14-dages test 2016: 8.000,- ekskl. moms

Information om kåring af hingste i Dansk Varmblod med tysk afprøvning

Ved fremstilling i Dansk Varmblod har hingste med tysk afprøvning mulighed for at opnå bedækningstilladelse/færdigkåring, såfremt de opfylder ét af de fire nedenstående krav. Det skal dog bemærkes, at selvom hingstene på forhånd er godkendte i Dansk Varmblod, er de ikke garanteret bedækningstilladelse/ færdigkåring, som hvis de går den danske 35-dages test med min. 800 point.
 

1. 14-dages test med min. 8,0 i spring eller dressur (bedækningstilladelse i afprøvningsåret) + 3-dages sportstest som 4-års med min. 8,5 i spring eller dressur (bedækningstilladelse i afprøvningsåret) + 3-dages sportstest som 5-års med min. 8,5 i spring eller dressur (mulighed for færdigkåring).
 

2. 14-dages test med min. 8,0 i spring eller dressur (bedækningstilladelse i afprøvningsåret) + kvalifikation til Bundeschampionatet med min. 8,5 som 5- eller 6-års (mulighed for færdigkåring).
 

3. 50-dages test med min. 8,5 i spring eller dressur (mulighed for færdigkåring). 
 

4. Fem 1-3. placeringer i min. Intermediaire II/150 cm’s klasser (mulighed for færdigkåring).