Danskerne
Anders Dahl og Selten HW debuterede i Grand Prix klassen med 69,2%. Flot flydende trav tur med masser af power og udtryk. Passagen er udtryksfuld med god rytme, den første piaffe bliver lidt ubalanceret, og som Anders her selv efterfølgende udtrykker det, så kom det lidt bag på Selten at her skulle være piaffe. God skridt tur. Den næste piaffe vælger Anders at lave lidt mere fremadgående. Overgangen til galop bliver lidt spændt. Gode toere. Etterne bliver med et par af changementerne som ikke er helt gennemsprungne til venstre. God balance i pirouetterne. God sidste midterlinie, selvom Selten lige tøver et øjeblik i piaffen, så fortsætter han uden problemer. 69,260% og placeret som nr. 4.
Ulrik Mølgaard og Michigan er tilbage på rigtig godt spor. Parret starter godt ud og kommer skarpt fra start. Gode traversader, god parade med tilbagetrædning. Den første piaffe bliver lidt tidlig og lidt for forsigtig. God skridt tur. Den anden passage/piaffe/passage tur flyder godt og regelmæssigt. En lidt ærgerlig fejl i det efterfølgende anspring til galoppen fra passage. Gode serier og pirouetter med ro og god balance. God afslutning ad midten. 67.5% og placeret som nr. 13.
Atterupgaards Orthilia og Fiona Bigwood i en liga for sig selv
For dem som ikke allerede vidste det, så er den britiske ekvipage i en liga helt for sig selv.
Når parret rider rundt om banen, er det med alt andet end power udtryk. Stille, rolig og velbalanceret - faktisk lidt kedeligt. Men når det er sagt, så bliver missionen en helt anden når de enterer midterlinien. Kombinationen af ro og power går ganske enkelt op i en højere enhed når man følger ekvipagens tur. Ro i indridning/fremadridningen, power i øgningen skrådt igennem, tilbage til samling og balance, ind i traversader med god skulderfrihed. Helt ro i parade med god tilbagetrædning. Skarp op i den første passage, 100% regelmæssig piaffe og blødt videre ud. I den frie skridt må Orthilia godt strække sig mere, og i den samlede skridt indløber der et par spændingstrin. Super 2. passage/piaffe/passage tur lige efter bogen. Der indløber et par ettere i toer serien. God balance i zig-zag galoppen og gode ettere. På vej ind i den anden pirouette mister Orthilia let balancen men pirouetten bliver alligevel vellykket.
En sidste midterlinie som man som rytter kun kan drømme om. En 77,6% tur!
Se resultatet af klassen her.