Gårsdagens store øjne var i dag blot med minimum let luren på kortsiden, og under vejs med flere anerkendende klap på halsen fra Carl Hester.
Hele turen i kontrol og uden fejl. Passage turene er udtryksfulde og regelmæssige, piaffen er aktiv på stedet, og man har generelt et klart indtryk af, at Carl har 100% styr på hvor de optimale knapper sidder under vejs.
Dagens nr. 2 Adelinde Cornelissen med Aqiedo. Igen en kontrolleret tur, dog med fejl i de 15 ettere, den sidste pirouette blive en smule drejet, og så springer Aqiedo i galop på den sidste langside. Masser af gode kvaliteter og kontrol som lover rigtig godt for parrets fremtid. Positivt overraskende at parret måske kunne ligne 4. manden til teamet i Rio - hvem ved...
Igen i dag viser Anne van Olst og Zidhane en solid test og ikke mindst er den også fejlfri. For hver gang ekvipagen enterer er der basis for lidt mere kvalitet og sikkerhed. Bestemt en ekvipage som ligner et rigtig godt bud på en 4. mand, ikke mindst fordi Anne van Olst med hendes store erfaring kender gamet til de store mesterskaber. Den næste tid er særdeles afgørende for ekvipagen.
Anders Dahl og Selten HW kan med deres 2. Grand Prix Special tur i dag tilføje endnu en placering. Momentvis er Selten ikke helt der fremme foran benene, og det kommer til at koste lidt undervejs i bl.a. piaffeturene, hvor den sidste sikkerhed endnu mangler. Igen en tur uden fejl.
Det var fransk Karen Tebars første stævne med den tidligere spanskejet Ricardo. Der var masser af kvalitet, men også nogle ting under vejs, hvor samarbejdet endnu mangler den sidste timing.
Ulrik Mølgaard og Michigan viser generelt en rigtig flot og powerful tur lige indtil de 15 ettere - der virker knapperne desværre slet ikke i dag. Heldigvis viser ekvipagen de 9 ettere senere på midten i rigtig god stil. Super ærgerligt og meget dyrt.