Dagens store spørgsmål

Nogle gange må man stille sig selv spørgsmål, og endnu engang under OL trænger et par spørgsmål sig på.

Når H2R sidder og kigger med fra sidelinien som her til OL i Rio, og iøvrigt også har fulgt rimelig godt med i løbet af året, så virker det bare ikke helt rigtigt at Kristina Bröring-Sprehe med Desperados bliver bedømt til samme niveau som når hun rider fejlfrit. Ekvipagen red til sammenligning 82,8% i Hagen i år og 82,3% i Aachen - begge super flotte og fejlfrie ture.

Som bekendt kan H2R følges via twitter og her var dagens umiddelbare indtryk efter Desperados:

 

I dag kan ekvipagen så ride fra banen med en score på 82,2% med uro og spændinger i alle piaffe turene, tællefejl i zig-zag galoppen, den første pirouette som bliver rigelig stor og lidt svingende finale ad midten. 

Legolas og Steffen Peters må være på det der svarer til "finansloven" inden for dressurens verden. Fornemmelsen er tydelig når man kigger med fra sidelinien - de kan gøre næsten hvad de vil når de enterer midterlinien, og så alligevel score så højt at det skriger til himlen. I dag med 77,6% som slutfacit.

 

Sving, bæring og afskub er bl.a. nogle af de ingredienser som man forbinder med dressur, og det er uanset om der rides på landsplan eller internationalt. Det er bare som om de 3 ord slet ikke vægtes i bedømmelsen af Legolas i både trav og galop.

Hvis man kigger i hele OL feltet, så findes der ikke en hest, lige med undtagelse af de brasilianske, som går med mindre sving, bæring og afskub end Legolas. Derudover er den store vallak, det man med et pænt ordvalg kan kalde noget ubalanceret i hele dens måde at bevæge sig på i trav og galop. Det giver sig udslag i manglede regelmæssighed og smidighed lige fra den først øgning i trav. I galoppen er serierne så korte i galopspringene og med så lidt spring af jorden, at et par springbomme på jorden ville vanskeliggøre opgaven endnu mere. Og generelt mangler der lethed og selvbæring på tøjlen hele vejen. 

Laveste karakter som ekvipagen scorer er 6,5 og det gives der blot 6 gange fra de 7 dommere. Resten er 7 eller derover. 

Men Steffen Peters kender tilsyneladende gamet og hilser af, som om han allerede har vundet guld.

Det klær bare ikke sporten når et OL dommerpanel kan være rygende enige om at se så forkert. 

NB. Danske Anna Kasprzak kunne ride fra banen i dag med en placeringsrækkefølge hos dommerne fra nr. 7 (77,1%) til nr. 32 (70,4%).