Esbjerg trak fulde hus til dagens nationale Grand Prix klasse, som igen var med internationale stjerner.
H2R starter lige med at ryste posen, for efter at have fulgt dagens klasse er der grund til et lille opråb.
Top 3 iflg. H2R - Deep Impact - Don Olymbrio - Wladimir
Ingen tvivl om at Severo igen i dag medbringer super kvalitet sammen med Deep Impact.
Helt "forfejlet" bliver Blue Hors Zack og Daniel Bachmann placeret i toppen feltet. Det synes ikke at have nogen indflydelse om der laves 9 eller de 12-15 piaffe trin, idet dommerne giver 7 og 7,5 generelt.
Derimod viser Daniel Bachmann i dag, at han med hingsten Blue Hors Don Olymbrio har en ny stjerne klar til den internationale scene. Selvom Daniel er lang til den kompakte Olymbrio, så er det alligevel et overordnet billede med udstråling og flot kvalitet i øvelserne, og så var Daniel en af de få i dagens klasse som enterede uden pisk. En ekvipage som vi naturligvis også håber at få at se til deres internationale debut i Herning til hingstekåringen.
De unge damer
25-årige australske Simone Pearce (rytter hos Helgstrand Dressage) som fornyligt købte vallakken Wladimir, viste en Grand Prix debut tur på senior niveau som de fleste kun kan drømme om (selvom pointtavlen desværre ikke viste det). Overblik, kvalitet og power uden fejl under vejs - det var en fortjent podieplads værdig.
Katrine Gammelgaard Loft og La Reina Romana er ikke en ekvipage som er kendt hos H2R, og åbenbart heller ikke en præstation som faldt i dommernes smag.
Romana går med super flot balance og bæring i traven - også i traversaderne. Passagen er regelmæssig, det kniber lidt med nok antal piaffe trin på stedet, men tendensen er klar og det er en tur med få småting under vejs og desværre en uheldig pirouette til højre hvor fremadsøgningen mistes. Bestemt ikke en tur i den "tungeste" ende og blot 60,3%.