Begge danske ekvipager i dagens kürfinale leverede flotte præstationer
Karoline Rohmann og Noosa Melody var første dansker på banen. De kommer lidt ærgerligt ud af indridningsparaden med lidt ubalance hvor Noosa gerne vil galoppere, men der fra var det en super flot afspændt og spændstig tur i flot form. Noosa sætter ikke en hov forkert og man får fornemmelsen af at Karoline ikke skal ride efter musikken, men at tingene hænger sammen og følger hinanden uden unødige "kunst pauser". Flot udtryk i traven, super god skridt hvor Karoline får redet lidt mere frem i dag, og flot galop tur med mesterskabernes flotteste changementer. Det er virkelig en øvelse hvor man som tilskuer nyder kvaliteten. Lidt mystisk at se kun en af dommerne giver 8 - alle changementerne ligner et klar 9-tal. Ekvipagen slutter som samlet nr. 7 med 74,850%.
En sjov lille bemærkning er at det er faktisk den samme kür musik, som Karoline har fejret stor succes sammen med hendes pony Adriano B.
Rafaella K og Camilla Andersen var også super skarpe. Dejlig balance og udtryk hele trav turen og dejlig valg af musik som passer rigtig godt til ekvipagen og iøvrigt er det Camilla selv som har sammensat både koreografien og sat musikken sammen til turen. Den samlede skridt er med bedre kvalitet i dag end i den individuelle tur. Rigtig god galop tur, hvor Rafaella svarer rigtig fint hele vejen. Mod slut kommer Camilla desværre en smule foran sin musik. Parret slutter flot som nr. 9 med 73.400%.
Sejren og guldet går til hollandske Daphne van Peperstraten med Greenpoint´s Cupido, mens sølvet går til tyske Linda Erbe med Fierro, og mesterskabernes overraskelse spanske Alba Abollo Fontela med Elvillar CS får bronze medaljen. Parret var placeret som nr. 4 i den individuelle konkurrence.