OPDATERET med kommentarer fra Nathalie og Kimi - "Det perfekte match, og det kunne jeg som rytter naturligvis tydeligt mærke, eftersom vi havde samme mål for øje" udtaler Cathrine Dufour

Kimi Nielsen under det nyligt succesfulde EM i Göteborg med Team sølv og to individuelle bronzemedaljer til Cathrine Dufour. Photo - H2R.

Kimi Nielsen under det nyligt succesfulde EM i Göteborg med Team sølv og to individuelle bronzemedaljer til Cathrine Dufour. Photo - H2R.

30. August 2017

Kimi´s farvel til jobbet som holdleder og elitechef for senior dressuren

H2R har i dag fanget både Nathalie og Kimi for et par kommentarer.

Jobbet som landstræner og holdleder levner ikke meget tid til at hvile på medaljehøsten efter sidste uges EM for seniorer. Både Nathalie og Kimi er nemlig lige nu på vej til Østrig, for at være en del af U25 teamet som er klar til EM i Salzburg. 

Om Kimi´s farvel til de to vigtige poster fortæller Nathalie: "Det er bare super ærgerligt. Siden nytår med vores tætte samarbejde omkring landsholdet, som jo har været intenst og særdeles succesfuldt, men bestemt også fra min tid som rytter på landsholdet, hvor Kimi altid var klar til både at informere, lytte og svare."

"Ingen er uerstattelige, og jeg vælger at se vinklen i den retning, at en ny person på chef d´equipe pladsen helt sikkert også vil kunne bidrage med nye ideer og input. Jeg er super glad og stolt over at vi er kommet så flot fra start sammen, og den nye person til pladsen kommer ihvertfald til et topmotiveret team, både dem som lige har været i ilden, men også de ryttere som ligger lige udenfor. Kvaliteten sammenholdt med det store antal af internationale ekvipager, har aldrig været højere i dansk dressur. Vores fokus omkring seniorer har naturligt været skarp på EM, og i september bliver der lidt ro." 

"For mig har de første 8 måneder i år jo været starten på mit job som landstræner, og bestemt super spændende 8 måneder. Masser af nye udfordringer som er blevet krydret med et rigtig godt samarbejde med de enkelte teams omkring landsholdet. Jeg glæder mig meget til de næste godt 3 år på posten. I oktober går mine/vores forberedelser i gang i forhold til næste års store mesterskab, nemlig VM i Tryon i USA (11. - 16. september 2018), og sideløbende håber jeg selvfølgelig at en super afløser for Kimi kan støde til," slutter Nathalie.  

10 års udvikling i dansk dressur

"Det har været 10 spændende år, med masser forskellige oplevelser, som jo med sidste uges medajlehøst var en af de særlige. De sidste 8 måneder har været utrolig spændende i mit job, og der er ingen tvivl om at det arbejde Nathalie har lagt for dagen siden dag ét også har være medvirkende til EM successen. Det ses med al tydelighed på resultaterne, at DRF med Nathalie som landstræner har fået hele "landstrænerpakken".

"For 10 år siden da jeg startede på jobbet var der vel omkring fem danske internationale Grand Prix ekvipager. De seneste to år har Danmark været repræsenteret til ca. 500 CDI-starter rundt omkring i hele Europa, og flere nations cup - ret imponerende for vores lille land, og vel og mærke med gode placeringer i de forskellige felter."

"Fremtiden ligger åben for mig, og jeg har ikke lagt mig fast på hvad der skal ske, men efter 31. oktober er jeg klar til nye spændende udfordringer," slutter Kimi.


29. august

Nyhed på Rideforbund.dk i dag

Kimi stopper som elitechef og holdleder i dressur.

Efter 10 succesfulde år som holdleder for dressurlandsholdet og elite- og talentchef i dressur har Kimi Nielsen valgt at stoppe for at kaste sig over nye projekter.

Startede og slutter på toppen
Kimis første mesterskab som holdleder var OL i 2008, hvor Danmark som bekendt fik en historisk bronzemedalje for hold. Her 10 år og 10 mesterskaber senere var Kimi så igen støtten bag holdet ved EM i Göteborg i sidste uge, hvor landsholdet sikrede sig en historisk sølvmedalje, og Cathrine Dufour fik to individuelle bronzemedaljer. At talentarbejdet også har båret frugt under Kimis arbejde vidner utallige mesterskabsmedaljer i ungdomsrækkerne også om.

”Det har været en fantastisk rejse, som jeg er glad for at have været med på. Dansk dressur er stærkere end nogensinde, og vi har fået opbygget et stærkt og godt samarbejde mellem vores nye landstræner Nathalie og rytterne, hvilket præstationerne i Göteborg er et levende bevis på. Derfor føler jeg også, at det er det rigtige tidspunkt at kaste mig over nye projekter og give tøjlerne videre til nye kræfter,” siger Kimi.

Kimi fortsætter frem til 31. oktober, så hun kan følge rytterne på banen ved World Cup Herning i uge 42.


H2R har fanget Danmarks pt. bedste landsholdsrytter Cathrine Dufour, den nye EM team sølv- og dobbelte individuelle bronzevinder, for en kommentar til den overraskende nyhed fra DRF i dag.

"Jeg blev rigtig ked af det, da jeg hørte at Kimi ikke skal fortsætte som vores klippe på landsholdet. Vi skylder hende en kæmpe tak for hendes store arbejde - gennem de to sidste år (hvor jeg har været en del af landsholdet) har Kimi virkelig gjort en forskel. 

Det team vi havde i år ved EM, var for mit vedkommende et team man kun turde drømme om. Kombinationen af Nathalie og Kimi virkede som det perfekte match, og det kunne jeg som rytter naturligvis tydeligt mærke, eftersom vi havde samme mål for øje, og samme tilgang til tingene. 

Jeg er rigtig ked af, at Kimi ikke længere skal være en del af holdet, og vil gerne takke hende mange mange gange for hendes enorme indsats, støtte og passion for vores sport," siger Cathrine Dufour.