Næsten på vej mod UVM i Ermelo

Screen Shot 2018-07-28 at 19.42.16.png

Klar til afrejse

I næste uge går det løs med årets udgave af UVM i Ermelo. H2R har fanget nogle indtryk inden det går løs i Ermelo i Holland.

Nogle af ekvipagerne har jo allerede snust lidt til den udenlandske atmosfære, da Falsterbo Horse Show også blev et skridt på vejen inden Ermelo. Og fælles for alle de ekvipager som var i Falsterbo er at de alle har fået noget med hjem, som de nu kan bruge når turen går mod Ermelo. 

12 ekvipager til start for Danmark i Ermelo

I 5 års holdet er det bl.a. Selina Solberg Vittinghus med Atterupgaards Delorean som skal repræsentere DV i Ermelo, og som jo netop høstede både erfaring og stor succes i Falsterbo med en samlet 2. plads (øjenvidner fortæller det var vinderekvipagen). Derudover er Anne Troensegaard klar til UVM igen, denne gang med Delizia som sluttede som nr. 2 i årets Unghestechampionat i Herning, og var også en af de ekvipager som høstede erfaring i Falsterbo.

Selina/Atterupgaards Delorean fortæller:

"Det var helt sikkert super træning for os begge i Falsterbo. Jeg blev helt klart klogere på hvordan jeg skal træne ude til stævne, og ikke mindst ride inde på banen. Efter falsterbo har hun hygger sig på fold med lidt ture på stranden og i skoven, bare for at holde kroppen fit og humøret højt. I torsdags red vi en lektion for Rune, hvor vi gav den lidt gas. Hun føles fit og top tunet, og jeg føler faktisk aldrig hun har været bedre. Så det er super dejligt! De næste dage står på vandbånd og skovturer med afrejse mandag nat."

Avler og ejer af Atterupgaards Delorean, Kristine Munch Sinding fortæller:

"Selv om det ikke er første gang vi er med, er det altid meget spændende at være med til UVM. Det er et af, hvis ikke højdepunktet på året. Vi glæder os særlig meget i år, da vi jo har både Atterupgaards Botticelli og Atterupgaards Delorean med - det har vi ikke prøvet før."

Anne Troensegaard/Delizia fortæller:

"Både hest og rytter har fuld fokus på Ermelo. Delizia har efter Falsterbo haft tid til at restituere, været på fold, skridtture, og tid i super spaen med det hele vandbånd, koldtvandsspa og vibrationsgulv. Nu er vi i fuld gang, og har trænet flere gange hos Rune den sidste 1,5 uge. Lene Theill fra Fit4You herser med Selina og jeg så vi forhåbentlig også er i topform. Ingen tvivl det var sundt at få turen i Falsterbo med også - lærerigt for den hotte dame, og en erfaring rigere inden turen går til Ermelo." 

Fælles for de to ekvipager er at berider Rune Willum har stået på jorden og været med helt fra starten, og kender jo både hestene og pigerne særdeles godt. 

Rune Willum fortæller:

"Jeg synes begge heste er i god form og pigerne rider jo bare mega godt, og har heldigvis begge redet der før, som jeg synes er en kæmpe fordel. Begge heste har udviklet sig super siden Herning, så de bliver sendt afsted velforberedte." 


6 års er med bl.a. både Hesselhøj Donkey Boy med Jan Møller Christensen og Susanne Barnow med Hevringholms Delaya.

Jan Møller Christensen/Hesselhøj Donkey Boy fortæller: 

"Jeg forbereder mig ligesom jeg gjorde sidste år, det vil sige at jeg sørger først og fremmest for at holde hesten sund og frisk, han kan jo det han skal.

Det giver mig ro at jeg ved at han klarede omgivelserne i Ermelo så fint sidste år. Til gengæld føler jeg et vis pres, fordi det netop gik godt sidste år, men jeg plejer godt at kunne ride under pres.

Jeg ved at hesten er fantastisk hjemmefra, og håber bare jeg kan vise det dernede. Donkey Boy er  blevet tappet sidste gang i dag lørdag, men der er naturligvis frostsæd på lager. Nu glæder vi os bare til at komme afsted." 

Susanne Barnow/Hevringholms Delaya fortæller: 

"Det er 2. gang jeg skal ride UVM. Første gang er ved at være lidt tid siden, det var også 6 års. Dengang red vi i Verden og jeg red en hoppe ved navn Chic.

Min kæreste, Steffen Kristensen, og jeg købte Delaya af avlerne i november da hun var 3 år med henblik på auktionen i marts i Herning. Her sælger vi hende til Maria Bjerg som fortsat ejer hende. Maria kontakter mig angående et samarbejde / undervisning af hende og Delaya. Det er gået super godt hele vejen, så derfor ville vi også forsøge at få hende udtaget til UVM.


Efter udtagelsen på Vilhelmsborg fik Delaya lov at holde lidt fri, og slappe lidt af med skridt ture og en masse fold tid. Herefter er vi sat igang med træningen igen. Jeg fokusere meget på min hests holdbarhed/sundhed og at den forbliver glad ved arbejdet.Kunsten er at bygge træningen op så man topper på det rigtige tidspunkt, og komme til stævnepladsen med en frisk, glad, sund og veloplagt hest som er parat til at yde sit max på dagen. 

Det har været en vildt fantastisk rejse at nå hertil, og nu glæder jeg mig mega meget til at komme afsted."


I 7 års holdet er bl.a. Michael Søgaard og Jukebox klar til at vise de danske DV farver. De kommer også med friske og særdeles flotte resultater fra Falsterbo. 

Michael Søgaard fortæller: 

"Efter Falstebo var Jukebox i en uges vandbånd træning imens jeg var i Aachen. Så blev han sat let igang igen, men jeg fik dog lidt udfordringer selv, ikke nok med jeg bøvler lidt med frossen skulder, men måtte lige en tur forbi skadestuen i onsdag med rids i hornhinde, som gjorde rimelig nas, men var tilbage i sadlen igen fredag, og imens blev han holdt igang af min berider elev.

Træner lidt let frem mod afgang nu, og så håber jeg at blive rimelig fit, og at hesten også vil være med chaufføren når det går løs."

Avler af Jukebox Jytte Kolster fortæller: 

"Det er meget stort for en så lille avler som mig at have opdrættet en hest, der kan repræsentere Danmark i et VM for ungheste.

Jeg er også dybt taknemmelig overfor Michael Søgaard, der jo er hovedårsagen til hestens resultater. Det er et virkelig heldigt match. Da Michael Søgaard og Kristian Wold havde købt Jukebox på eliteauktionen, kom Michael bekymret ned i stalden og kiggede på føllet. Han troede ikke, Jukebox blev stor nok! Nu måler hesten tæt på 1.80 i stang.

UVM betyder også oplevelser og hygge med familie og avlerkolleger, der er ubetalelige. I år flyver min søster med derned torsdag - og vi bliver der til mandag, så vi kan nyde det hele og heppe på danskerne."


 

UVM starter på torsdag 5 års indledende, og så går det slag i slag indtil søndag eftermiddag, hvor der sluttes af med finale for de 6 års heste. 

Starter og resultater kan følges her. Ligesom Clipmyhorse streamer fra hele stævnet. Alle links findes samlet på H2R kalenderen.