Finaledeltagerne til årets championatsfinaler er fundet
Igen i år giver hele formatet omkring championaterne anledning til, at der stilles skarpt.
Pointniveauet er så højt blandt de danske 5 års finalister, at det får både UVM og Bundeschampionatet til at blegne. Til det netop afholdte finalestævne for Bundeschampionatet var det svært nok “bare” at opnå 8,0, og her var kun 4 ud af ialt 112 kvalificerede 5-års heste nået til finalen med højeste score på 8,8.
Forskellige bedømmelser giver forskellige point
I erkendelse af, at man fra DRF´s side ikke har ønsket at lave gennemgående dommerteams for hver enkelt årgang, har man igen i år set store pointmæssige udsving fra de enkelte kvalifikationer, som præcist har givet forskellen på ikke at være kvalificeret - til at være kvalificeret til finalen.
Det har betydet, at hvis man ikke følte sig sikker på finalepladsen, eller havde haft en mindre god tur den første gang, så har rigtig mange redet to kvalifikationer. Og set i lyset af, at man tilbage i 2017 valgte at ændre formatet omkring championaterne for, at tilgodese den unge hest, så den ikke skulle gå indledende, mellemrunde og finale, har det ikke haft nogen egentlig effekt.
Udviklingen i championaterne
Interessen fra rytterne for at deltage i championaterne har klart været faldende over årene. Hvis man tager et sted som Billund, der altid har været “stedet” for de jydske ekvipager at ride kvalifikationer, og tager et kig på 4 års klasserne og udviklingen over de seneste 5 år, så er fakta følgende:
Antal startende ekvipager:
2014 - 82 ekvipager
2015 - 56 ekvipager
2016 - 35 ekvipager
2017 - 27 ekvipager
2018 - 17 ekvipager
2019 - 20 ekvipager
H2R har løbende gennem årene forsøgt at sætte fokus på championaterne og ikke mindst komme med input og nye forslag.
Dommerstanden
Med et samlet indskud på kr. 230.000 for deltagerne i dressurfinalerne, og en samlet dotering på kr. 112.000, er der stadig et betydeligt beløb til aflønning af dommere, herunder muligheden for at supplere med kompetente udenlandske øjne.
Til årets unghestechampionat i Herning var den britiske internationale top dommer Isobel Wessels en del af dommer teamet, hvor ekvipagerne blev professionelt dømt og informativt kommenteret under vejs overfor publikum.