Grøn Dressage - en skøn og travl "oase" lidt udenfor Odense

IMG-6547.jpg

Når kombinationen af elevskole, rideklub, professionel uddannelses- og salgsstald og opstaldere går op i en højere enhed.

De fem forskellige interessegrupper går ikke ofte harmonisk hånd i hånd, men et nærmere kig på en helt almindelig mandag formiddag giver et ret klart billede af at tingene kan lade sig gøre - endda med fin plads til alle og kombineret med tre generationer.

Tæt på motorvejsnettet lige udenfor Odense, med nem adgang til resten af Danmark, finder man Grøn Dressage som ejes og drives af rytterparret Astrid og Allan Grøn. Tilbage i 2017 erhvervede parret sig ejendommen efter at Astrids familie siden 1977 har drevet stedet som traditional rideskole, med Astrids forældre Aase og Holger Therkelsen i spidsen.

Far Holger som efterhånden er blevet en ældre herre på 73 år står stadig for elevskolen og pasningen af elevhestene, som han jo har gjort i mere end 40 år, og kulissen som man kender den tilbage fra midt 90´erne står uændret i den del af ejendommen. Iøvrigt skal man finde Holger i stalden hvis man vil snakke med ham eller give ham en besked, mobiltelefon er ikke noget han har!

Derimod har rytterparret Astrid og Allan i 2017 fået bygget deres egen del af ejendommen som nu også tæller: nyt 20x60 ridehus, udendørs bane, begge med super bunde, stort staldafsnit med flotte lyse bokse med dybstrøelse. Separate sadelrum, et for deres egen del og et for pensionærerne. Området hvor der i gamle dage var springbane og dressurbaner er omdannet til 4 store luftefolde, omkranset af høje træer, hvor der senest er blevet etableret galopbane rundt om. Næste projekt på ønskelisten hedder skridtmaskine.

Stalden er fyldt op med talentfulde ungheste og heste i træning samt pensionærer. I dagligdagen rider Astrid og Allan hestene sammen til over middag, hvorefter Astrid henter deres to drenge fra skole og børnehaven midt på eftermiddagen, og Allan fortsætter til sidst på eftermiddagen, hvor de første pensionærer så småt begynder at dukke op. Både Astrid og Allan nyder godt af Allans tidligere kollega berider Karsten Petersen kommer en gang om ugen, og sørger for at være de skarpe øjne fra jorden. Når Karsten kommer er der typisk også et par andre professionelle som rider med.

Den her mandag morgen var den første “normale” mandag i meget lang tid, da parrets to drenge endelig har kunnet vende tilbage til skole og børnehave. Med drengene i fuld firspring på ejendommen er hestene jo altid vant til der sker ting og sager, fortæller Astrid.

Der er som regel altid tre unge folk i stalden til at hjælpe, og her har Astrid og Allan indtil videre været begunstiget af tidligere ponypiger fra far Holgers rideskole, som har haft brug for sabbatår eller lignede fra studier. Pt. er der ingen planer om at skulle have elever, da der også skal være ekstra tid og resourcer hvis man påtager sig at skulle uddanne nye beridere, siger Allan.

Lige nu venter et forhåbentlig travlt stævne efterår med bl.a. championatskvalifikationer, samtidig er Astrid og Allan også klar til at byde velkommen igen til stævner på stedet med et aften distriktsstævne, hvor rytterne kan nyde godt af de skønne faciliteter. Allan glæder sig også til at at åbne op for at give kurser igen hen over efteråret, et job som han synes er super spændende, men som han har haft sat lidt på standby mens drengene var små.