“Mens vi venter på de første føl”, er en række artikler, hvor vi får et lille indblik i 6 forskellige avlers kommende afkom - deres 2021 favorit kombination, og ikke mindst hvorvidt de skarpe avlerøjne allerede er rettet mod næste års følårgang.
2021 følårgangen er lige om hjørnet, og de første føl i bl.a. Tyskland er allerede kommet til verden.
For de danske avlere er de sidste mørke måneder af vinteren heldigvis også ensbetydende med, at spændingen stiger i takt med at hopperne kommer tættere på deres folingstermin. Hver enkelt avler har inden ifolingen gjort deres hjemmearbejde, alle med et fælles mål at lave sunde heste som kan gøre sig på konkurrencebanerne, eller måske også blive en fremtidig avlsstjerne.
Jessie Bech Ditlevsen fra Enjoy Horses:
Venter 5 føl, med termin imellem februar og april.
SRDH Danika Fetti venter (Jovian / Dante Weltino / Zack)
RDH Zomira venter ( Jovian / Zonik / Don Schufro)
RDH Za-Fetti venter ( Dynamic Dream / Zack / World Cup I)
RDH Sta-Fetti venter (Viva Gold / St. Schufro / Zack)
RDS Casaya venter (D'avie / Casir / Final Appearence xx)
“Jeg glæder mig til alle fem føl, særligt til føl efter de unge Fetti damer, som begge venter deres første afkom. Jeg glæder mig især til føllet efter Viva Gold, jeg synes virkelig de få afkom der er set har været af særdeles god kvalitet. Za-Fetti og Zomira venter begge deres 5. føl, og føler jeg er ved at have en ret god fornemmelse med hvad de hver især bidrager med, og hvordan deres afkom udvikler sig. Jeg er meget taknemmelig for at Za-Fetti havnede i min stald, hendes afkom har alle fået en virkelig god motor, med særdeles aktive, indundergribende bagben uanset hvilken hingst der er brugt. Hendes afkom efter Imposantos fra sidste år er jeg meget spændt på at følge, den kombination gentager jeg gerne. Zomira har tidligere fået to sublime afkom efter Franklin, ingen tvivl om hun fungerer godt med hollandsk blod, hun bidrager selv med en særdeles god skridt, og et fremragende temperament. Jeg er spændt på hvordan kombinationen med Jovian bliver.
Dressurhingst på springhoppe = smukt velgående skimmel hoppeføl
Casaya er en lille, meget ædel halvblodshoppe (Holstener / fuldblod). Efter 3 velgående springføl fik hun sidste år sit første dressur afkom, et rigtig smart skimmel hoppeføl efter Jovian. Jeg må indrømme at jeg er mere end tilfreds med denne åring, og det har bekræftet mig i at det slet ikke var så tosset at bruge en dressur hingst på hende, så derfor glæder vi os rigtig meget til D´avie på hende i til foråret.
I år planlægger vi at ifole 4-5 af vores egne hopper, og samtidig overvejer vi at lave et par embryo, henholdsvis fra hopperne efter Dante Weltino og Zonik.
Jeg studerer hingste hele året rundt, og følger med i diverse besigtigelser og kåringer rundt i Europa. Den endelige beslutning bliver først taget når jeg har set kritisk på de kommende føl. Men udover mange af de fremragende hingste vi har til rådighed igennem de danske hingste stationer, så overvejer jeg gentagelser som Viva Gold, Franklin og Imposantos, jeg har også et godt øje til Dimaggio Black, Ibiza, Escolar og Damashino. Den unge Foundation søn Fortunate ser spændende ud, både i forhold til individ og afstamning / hoppestamme,” slutter Jessie.
Næste avler er Vicki Nedergaard fra Nedergaard Dressage.