De danske grooms er klar og på plads til næste etape af "OL Tokyo 2020"

Det danske groom team fra venstre: Frederikke Bjørnbirk (Bufranco), Ellen Glinvad Nielsen (Zack), Signe Baun (Danciera) og Emilie Olling (Bohemian) - privat foto.

Det danske groom team fra venstre: Frederikke Bjørnbirk (Bufranco), Ellen Glinvad Nielsen (Zack), Signe Baun (Danciera) og Emilie Olling (Bohemian) - privat foto.

Imorgen starter det danske team på næste og sidste etape mod OL i Tokyo

En stor del af de 4 ekvipager, som lige om lidt er klar til næste etape af OL - nemlig turen fra Aachen frem mod OL i Tokyo, er de 4 grooms for Bohemian, Heiline´s Danciera, Blue Hors Zack og Bufranco.

H2R har fanget de 4 unge damer til en lille “hvem er de 4 grooms”, og hvad har deres opgave været forud for OL udtagelsen - og nu her under karantæne opholdet i Aachen inden det går løs i Tokyo.

Ellen & Blue Hors Zack

Ellen er feltets mest erfarne groom og har været ansat på Blue Hors i 11 år, hvor hun har har været med ved bl.a. VM, EM og en masse andre store stævner.

“Det her er mit første OL, så det glæder jeg mig enormt meget til, og det skal nok blive en kæmpe oplevelse. Forberedelserne har været noget anderledes op til OL, end vi er vant til. Forberedelserne begyndte allerede i februar måned, selvom vi ikke vidste om vi skulle afsted. Og siden da, har vi fået en masse information omkring OL og har haft nogle møder om forskellige ting og forberedelserne. Så nu synes jeg ,vi er godt forberedte og klar til at tage afsted.

Karantænen i Aachen har naturligt gået med pasningen af hestene, og sørge for de har det godt hernede. Nanna har trænet både Zack og Orthilia, og ellers hygger vi med dem med gå ture og hygge i stalden. Men hestene får også plads til at slappe af og være sig selv. Her i karantænen har der også været tid til hygge for os grooms sammen med rytterne, hvor vi også tit har spist sammen. Nu venter vi egenligt bare på imorgen, hvor vi rejser til Tokyo som bliver en kæmpe oplevelse for os alle sammen. De sidste forberedelser inden vi skal sende hestene med flyet mod Tokyo er gået godt, og vores opgave er at holde hestene fit og friske, så de er klar til den langs flyve tur derover. Vi er klar og glæder os til at komme afsted”, slutter Ellen.

Emilie & Bohemian

Emilie Olling har været en del af Cathrine Dufours team i 1,5 år, men først for 2 måneder siden startede hun som groom for Cathrine. Selvom Emilie ikke har super meget erfaring, har alligevel nået at snuse rigtig godt til den international atmosfære, da hun har nået at være med til tre internationale stævner sammen med Cathrine ,inden de rejste til Aachen i karantæne med Bohemian og Vamos Amigos.

“Dagligdagen i Aachen er lidt som der hjemme. Vi fodrer på de samme tidspunkter, dog kommer hestene ikke på fold og bliver redet 2 gang om dagen. Af forberedelser har vi egentlig bare holdt hestenes daglige rutiner. De bliver ikke overtrænet. De kan deres ting. Så når der trænes, bliver de redet løsgørende og selvfølgelig bliver øvelserne finpudset. Lige nu går vi alle bare i venteposition. Alle hestene trives her I Aachen, så det bliver spændende at se, hvad de siger til det japanske klima. Vi glæder os alle til imorgen, så vi kan starte OL eventyret,” siger Emilie.

Frederikke & Bufranco

For Frederikke har “rejsen” frem mod OL i Tokyo været en kæmpe oplevelse. Ligesom hos de andre grooms, har der været stor spænding om, hvem der var blandt de heldige der skulle afsted.

“Jeg har selv kun været groom i et års tid, og OL bliver mit første rigtig store stævne. Så det er noget af en oplevelse, og jeg glæder mig utrolig meget til vi ankommer til Tokyo. Det bliver uden tvivl en helt unik oplevelse tiltrods for alle coronarestriktionerne.

Aachen er nærmest som at være i et lille samfund kun med heste og hestefolk. Dagene starter i stalden lidt i 7 med fodring, mugning og morgen gåtur. Så er der tid til at få lidt morgenmad selv og få ordnet diverse praktiske ting, før en evt formiddagstræning eller frokost fodring af hestene. Vi har forsøgt at ligge træningerne om eftermiddagen, da selve stævnet i Tokyo vil foregå om eftermiddagen/aftenen. Så for at hestene vænner sig til det, er det også derfor vi træner her Aachen. Så står den ellers på aftensmad for os selv og så natputning af hestene ved 21-tiden. Her i Aachen har der også været tid for både os grooms og rytterne til at slappe lidt af ind i mellem de praktiske ting omkring hestene og få brugt noget tid sammen med hele teamet. Vi har blandt andet set fodbold sammen, og i fredags var Rasmus Bagger på besøg i danskerlejren her i Aachen,” fortæller Frederikke.

Signe & Heiline´s Danciera

Signe´s groom drøm startede, da hun ikke var ret gammel. Hun sad ved hingstekåringen og tænkte, at hun bare skulle være groom.

“Jeg vil være en af dem, der render rundt ude bag ved og passer hestene og har styr på det. Og “here I am”. Inden jeg startede som groom for Carina for 1,5 år siden ,havde jeg arbejdet 2 år hos Helgstrand Dressage, som groom for Betina Jæger, og var b.la. med til CHIO i Aachen i 2018 og VM i Tryon -samt et par danmarksmesterskaber, hingsteshows osv. Sammen med Danse og Carina har jeg været med til diverse World Cups og andre internationale stævner. Teamworket fungere rigtig godt mellem Carina og jeg, og vi har med fælles hjælp fået styr på mange praktiske ting inden afgangen til Aachen. Derudover har jeg selvfølgelig gjort mit bedste for at prøve at bidrage til at Danse er sund og frisk. Lige nu tager vi det stille og roligt hernede. Vi hygger lidt og får motioneret hestene lidt stille og roligt uden for meget pres endnu. Vi er gode til at få samlet os om måltiderne i løbet af dagen, så ´der er rigtig god holdånd - og nu ER VI KLAR TIL AFGANG MOD TOKYO,” slutter Signe.