3 danske ekvipager førte an indtil tyske Jessica von Bredow-Werndl og Isabell Werth havde været på banen
Men det var alt andet end en almindelige føringer - de bedste 3 top danskere slutter deres ridt med imponerende +77%.
Som 2. startende i dagens felt var det Cathrine Laudrup-Dufour med Vamos Amigos. Parret udvikler sig gang for hver gang vi ser dem på banen, og selvom man fornemmer at Vamos i dag er ekstra “på” så er det alligevel fuld kontrolleret af Cathrine hele vejen, dog lige med udtagelse af en række flotte ettere som desværre lige blev til to ekstra. Parret slutter med 77,395% og fører felt an helt frem til Nanna og Orthilia som lægger ud som første startende i sidste afdeling.
2. dansker på banen er Bufranco og Charlotte Heering. Parret leverer en fejlfri tur men overordnet savner billedet lidt mere power og i mange momenter kniber det med at holde næsen fremme på Bufranco, hvilket også “slører” det samlede billede. Parret slutter med 71.355% og som nr. 12.
Nanna og Atterupgaards Orthilia lagde ud med en fantastisk start på World Cup sæsonen med “sejr” i Lyon, godt nok slået på papiret af Werth, herefter var parret i London med to fine ture desværre så uheldig at Orthilia havde bidt sig selv i küren og dermed var parret ude. Dagens præstation var en imponerende revanche og en flot flot tur hvor alting lykkedes nærmest optimalt og fejlfrit. Parret slutter som bedste dansker med 77,921%
Sidste dansker på banen var Heiline´s Danciera med Carina Cassøe Krüth. Top motiveret og fokuseret hele vejen, dog lige indtil toerne hvor der indløber en dyr og ærgerlig fejl. Resten er velafstemt og udtryksfuldt, hvor piaffe turene er blevet tydelig mere naturlige, og så viser parret dagens bedste frie skridt som mest af alt lignede et klart 9-tal, men kun bedømt til 7,5 - 8,5 - 8,5 - 7,5 - 7,0! Forresten er det ikke så tit at den klassiske udrustning skiller sig ud, men Carina´s hjelm kombineret med bøjler i samme gyldne farve er bare smukt. Parret slutter med 77,632%
Selvom det er den komprimerede Short Grand Prix der rides i World Cup så fungere den generelt rigtig fint for alle ekvipagerne i dag. Øvelserne kommer som perler på en snor og der er kun lige luft til at komme fra start “som de plejer”, hvorefter den første piaffe tur kommer, en meget kort skridt tur og så en galop tur hvor tungen bestemt også skal holdes lige i munden hele vejen.
Fakta er at Isabell Werth bare medbringer flere point på banen inden hun er redet ad midten, og det gør hun også i dag. Hvorvidt hun skulle have været bag de 3 danskere kan jo altid være til diskussion, og i sidste ende er det jo dommernes afgørelse uanset hvordan “folk” på lægterne vælger at bedømme turen.
Hvis ikke du fik set dagens Short Grand Prix har du muligheden her under, desværre mangler de to første ekvipager Benjamin Werndl og Cathrine Laudrup-Dufour.
Flyt tidslinien til:
1.10.45 - Bufranco og Charlotte Heering
2.10.50 - Atterupgaards Orthilia og Nanna Merrald
2.20.00 - Heiline´s Danciera og Carina Cassøe Krüth
efterfulgt af Dalera og Jessica von Bredow-Werndl (direkte link her), DSP Quantaz og Isabell Werth og til slut Annabelle og Helen Langehanenberg.
Favorit linier til morgendagens kür
I morgen søndag er det kür-tid hvor klassen starter kl. 11.15. Husk du kan følge med igen via Clipmyhorse (Premium medlem).
Alle fire danske ekvipager er klar til küren. Og de tre danske top ryttere Nanna, Carina og Cathrine har selvfølgelig deres favoritlinier når de rider ad midten i morgen.
Nanna: “starten af küren er vild fed, hvor vi ligger ud med en piaffe pirouette 360 grader”.
Carina: “det er den sværeste linie der er den sjoveste med halvanden pirouette-toere-ettere-toere-dobbelt pirouette” 😅
Cathrine glæder sig også til at ride kür, da det er hendes debut sammen med Vamos Amigos, men hvor hun til anledningen har lånt Bohemian´s kür, “så min favoritlinie er nok den hvor jeg starter med toere og som fortsætter over i ettere”, fortæller Cathrine.