VIDEO - Fantastisk dansker World Cup kür fra Neumünster i dag

Nanna og Cathrine giver hinanden high-five under æresrunden i Neumünster i dag - foto: EQWO.net/Petra Kerschbaum

Igen i dag blev de tre top placerede danske ekvipager fra Short Grand Prix toneangivende i küren

Det blev en total high-five dag for de skarpe danske ekvipager i Neumünster i dag.

Første dansker på banen var Charlotte Heering med Bufranco. Parret leverede en tydelig skarpere tur end i gårsdagens Short Grand Prix. Parret viste en dugfrisk ny kür med flere højdepunkter bl.a. 23 ettere på buet spor, super flotte galop traversader og god pirouetter. Meget flottere form og generelt bedre naturlig fremadsøgning og flow. Parret slutter med flotte 76,795% og en 10. plads.

I anden afdeling var det tid til tre danske ekvipager lige efter hinanden, med Isabell Werth lige før og Jessica von Bredow-Werndl lige efter.

Heiline´s Danciera og Carina Cassøe Krüth var klar til dagens kür og forberedelsen var som den plejer for Danse, morgentræning hører nemlig ikke til en af favoritterne, så derfor er rutinen blevet, at Danse hygger med sin faste hestepasser Signe Baun med en gåtur, som en del af forberedelsen inden det går løs.

Parret kommer flot fra start super power og udtryk, piaffen er aktiv og frem for alt blevet mere naturlig i både løft og rytmik, desværre mister Danse balancen midt i den første øgning, som jo ellers er et af mange højdepunkter, heldigvis får Carina vist endnu en øgning som bliver vellykket med power og udtryk som vi kender det. Dagens uden sammenligning bedste skridttur, flot aktiv samlet skridt, og en fri skridt som er afspændt aktiv og med 3-4 hove overtrædning men alligevel kun et gennemsnit på hhv. 7,8 for samlet skridt og 8,1 for den frie skridt. Super stærk galoptur med dejlig go og flow, der indløber en lille forbensfejl i slutningen af etterne i den super svære linie med toere til ettere og tilbage til toere på buet spor. Parret slutter med flotte 83,670% og en 4. plads.

Næste startende var feltets yngste hest 10 årige Vamos Amigos med Cathrine Laudrup-Dufour i sadlen. Må bare sige den udvikling som Vamos Amigos har gennemgået fra at være en grøn super talentfuld ung Grand Prix hest med mange spændinger og lidt et ben i hver hjørne i piaffe, til stadig at være ret grøn super talentfuld nu næsten forvandlet spændingerne til spændstighed og en meget mere balanceret piaffe - det er IMPONERENDE.

Cathrine er selvfølgelig super stolt over unge Vamos og til spørgsmålet om hvad “opskriften” til den tydelige forbedring er fortæller Cathrine: “Han er jo bare blevet stærkere hen over vinteren og så har han fået tiden. Han er så fantastisk, jeg står jo stadig bremsen det meste af turen i dag”.

Hele turen med masser udtryk, lethed og power, skarpe passage ture med ligeså skarpe overgange og skarpe piaffe ture. Øgninger hvor Cathrine bare siger let go og Vamos bare siger ja tak og stiger afsted, traversader i både trav og passage er nok de øvelser for parret med mindst udtryk i dag, super skridt tur, og flot galoptur, men en gang ekstra fart i den ene frie galop frem mod dobbelt pirouette men som Cathrine hurtigt har under fuld kontrol igen. 86,725% som rækker til plads som nr. 2 (efter den olympiske guldvinder ekvipage).

Sidste dansker er Atterupgaards Orthilia med Nanna Merrald i sadlen. Tille bliver 17 år i år og er lige nu på sit absolut bedste i hele karrieren som jo også bliver bevist med dagens 84,480% (placeret som nr. 3) som ikke bare er Personlige Bedste for ekvipagen, men også bedste score nogensinde for Tille.

Flot tur med udtryk, power og en motiveret Orthilia i hendes skarpeste udrustning sammen med Nanna. Desværre snubler Orthilia i deres anden øgning, men Nanna fanger hende hurtigt igen og de er tilbage på sporet og leverer en flot og skarp galoptur med gode serier og flotte pirouetter.

SIKKE EN DANSKER DAG I NEUMÜNSTER 🇩🇰🇩🇰🇩🇰

Næste store opgave for de unge damer er CDI5 i Herning, hvor det danske publikum jo får mulighed for at varme op under de danske stjerner inden sommerens VM.

Både Cathrine og Nanna er med dagens præstationer sikret en plads i World Cup finalen, for lige nu er der alene en kvalifikation mere nemlig s´Hertogenbosch samme weekend som Herning, og her vil Carina og Danse jo være til start i Herning, og dermed ikke med i kampen om at sikre sig en 3. plads i World Cup finalen, men mon ikke de meget nemt kunne være et wild-card til finalen - det krydser vi fingre for.

Hvis der var nogen som sad og ventede på løbende opdateringer om de danske ekvipager i løbet af weekenden, så udeblev de fordi H2R havde taget plads som kommentator på Clipmyhorse.

Se Vamos og Cathrine i deres kür i dag: