Sommerbesøg hos Willum Thomsen

VM feberen raser lige om lidt. Uanset om hverdagen primært handler om uddannelse af heste, undervisning eller avl er VM i Herning på kalenderen.

En sommerdag lagde H2R vejen forbi “Slottet” Dressurstald Willum Thomsen til formiddags ridning og barriere-snak, mens både Joachim og Rune var i sadlen. Joachim red den 6-årige vallak Follow Your Heart e. Follow Me / Don Frederico, avlet af Henriette Bregendorf og Brian Hisselholm Jensen, ejet af Stutteri Logslund & Dressurstald Willum Thomsen, og Rune red den 10-årige DV hoppe Hevringholms Delaya DWB e. ERA Dancing Hit/Blue Hors Hertug, avlet af Anne-Sophie Høyer Christensen, ejet af Maria Bjerg.

Udfordringer

Selvom begge herrer er særdeles erfarne og selv besidder en stor “værktøjskasse”, så har de aldrig været bange for at søge inspiration og hjælp fra andre. De har begge gennem en lang årrække succesfuldt haft bl.a. Kyra Kyrklund med på sidelinien, og benytter sig stadig af chancen når den travle træner har tid i kalenderen. Gennem den senere tid har Rune og Joachim haft Morten Thomsen med på sidelinien, et samarbejde de begge er særdeles glade for. “Mortens ekspertise og “andre øjne” giver ikke kun nøglen til nye indgangsvinkler for at løse en given udfordring, det giver også ekstra motivation til bruge nye “redskaber” i træningen af staldens øvrige heste. Måden Morten læser hestene på, og hvor vi mærker effekten med det samme, er ganske enkelt unik", siger Rune og Joachim samstemmende.

Nye mål

Med succesfuldt DM for Joachim med både Aarøes Ghandi, som han selv ejer, og den unge Vivaldi søn Vichy Pax, som er avlet af og ejes af Stutteri Pax v/Dorit Axel og Thomas Pensbo er Joachim klar til en forhåbentlig spændende efterårssæson, hvor en Louisdor Preis kvalifikation sammen med Vichy Pax lige nu ligger på tegnebrættet.

For Rune og Delaya har sæsonen allerede budt på fin Inter II debut, og Grand Prix debut venter formodentlig også i efteråret fortæller Rune.

En travl hverdag

Rune har de sidste mange år været en særdeles efterspurgt som underviser, og kalenderen er også fyldt godt ud hvis man spørger lidt ind til hverdagen. Udover en god håndfuld hjemlige ryttere, går turen også ofte til både Sverige og Tyskland. Så når Rune tager afsted får han typisk redet selv om morgenen inden afgang, og det er herefter Joachim som holder skansen på hjemmefronten.

VM klar…

Selvom hverken Rune eller Joachim er til start til næste uges VM, så er det alligevel med en stor portion stolthed at Rune melder klar til VM. En helt særlig begivenhed finder sted efter Grand Prix Specialen som går mandag den 8. august, nemlig endegyldigt farvel til Atterupgaards Cassidy som sammen med Cathrine Laudrup-Dufour siger farvel foran hele dressurverdenen. Rune blev fornyligt ringet op af Cathrine med invitation til denne specielle aften, en invitation som Rune naturligvis takkede ja til, og som Cathrine fortæller H2R “selvfølgelig skal Rune med, han er nærmest den vigtigste, føler jeg❤️”.