BILLETSALGET ÅBNER I MORGEN 1. oktober 2022 kl. 16:00 til Dansk Varmblods Hingstekåring 2023

Billetsalget starter i morgen til Dansk Varmblods Hingstekåring - Nu i nyt format!!

I morgen starter billetsalget til Dansk Varmblods Hingstekåring 2023. Der er nytænkning på programmet, idet, at arrangementet har gennemgået markante ændringer. Programmet er tilpasset publikums besøgsmønstre hvis man har en favorit disciplin, og så har kåringen af hingstene fået et helt nyt og spændende format.

– Folks besøgsmønstre ændrer sig, og vi vil gerne tilpasse os så meget vi kan, og derfor har vi valgt at sætte programmet sammen på en helt ny måde, når vi til næste år afholder Dansk Varmblods Hingstekåring, fortæller Casper Cassøe, som er direktør for DV EVENT A/S.

Følg din favorit-disciplin
Det nye program er skruet sammen, så man lettere kan følge med i den disciplin, som man interesserer sig mest for, mens man selvfølgelig også har mulighed for skiftevis at følge med i de forskellige discipliner, såvel som kåringen af hingstene, hvis det er det, man har lyst til.
 
Hvis man eksempelvis dykker ned i lørdagens program, kan man som dressurinteresseret starte dagen med Blue Hors Unghestechampionat i Jyske Bank Boxen, hvor testrytter skal ride og bedømme fremtidens stjerner. Herefter kan man se 3-stjernet Grand Prix Special i hal M, hvorefter man kan se den spændende 5-stjernede Grand Prix Kür i Boxen.
 
Er man derimod mere springinteresseret, kan dagen starte med at overvære den første løsspringning af hingstene i hal M, hvorefter der følger en 150 cm høj Grand Prix i Boxen. Herefter er der mulighed for at se testrytter springe på de bedste heste i Dansk Hesteforsikrings Unghestechampionat i hal E.
 
I Unghestechampionatet i både dressur og springning gælder det, at Dansk Varmblod netop nu arbejder på at finde kompetente og spændende testryttere, som vil være en oplevelse for publikum at se.

Nyt format for hingstekåringen
En af de store ændringer der er lavet, er i forhold til kåringen af hingstene. Her sikrer det nye program, at spændingen omkring afgørelsen fortsætter helt til søndag. En dag der i år, er gjort endnu mere ud af end tidligere.
– Vi har flyttet løsvisning af dressurhingstene og anden løsspringning af springhingstene til søndag, hvorefter vi har frasorteringen. På den måde bibeholder vi spændingen til søndag. Det betyder også, at hingstekåringsforløbet denne gang er lavet helt om, forklarer Casper.

Hingstekåringen starter onsdag, hvor 3-års hingstene har mulighed for at blive vist under rytter. Torsdag er den dag der minder mest om tidligere, for her kåres de 4-års og ældre dressur- og springhingste fortsat. Fredag eftermiddag byder på longering af de unge hingste i den bedste sendetid, mens lørdag byder på første løsspringning af springhingstene og så afsluttes kåringen først søndag, med løsvisning og afgørelse.

– Vi håber, at det nye program giver flere mulighed for at følge med i det, som de gerne vil, og så kommer vi som altid med fuld fart på alle parametre, så der bliver nok at følge med i. Søndag har vi sat billetprisen væsentligt ned, da vi gerne vil gøre noget ved, at vi har oplevet at interessen for søndag de seneste år har været faldende. Det sammenholdt med et endnu mere spændende søndagsprogram, håber vi betyder, at endnu flere vil være en del af arrangementets sidste dag. Vi glæder os til endnu engang at tage imod publikum til et brag af et arrangement ved Dansk Varmblods Hingstekåring, slutter Casper Cassøe.

Du kan købe dine billetter nu
Det er i morgen, den 1. oktober 2022 kl. 16.00, at billetsalget officielt er startet til Dansk Varmblods Hingstekåring 2023, og du kan derfor allerede i dag sikre dig billetter til de dage og oplevelser, du gerne vil være en del af. Det detaljerede program kan findes på hjemmesiden www.dvherning.dk 

HIghlights 2022