Drømmer om fremtidens dressur
Eftermiddagens egnethedstest blev afholdt i de smukke og udsøgte faciliteter på Stutteri Ask i Martofte på Fyn. Indtil nu et mekka for springhestene, men i løbet af 2024 rykker også en mindre del af Blue Hors ind på det smukke anlæg.
For flere dressurfolk var det også første besøg på Stutteri Ask, og på tilskuerpladserne var drømmene allerede store. Internationale dressurstævner, mesterskaber og championatsfinaler, det er virkelig et anlæg som kan rumme ALT hvad hjertet begærer, med en placering midt i landet, som er overkommelig afstand for alle, og som bringer minderne tilbage til DM-tiden på Broholm.
Årets første egnethedstest i region 3
Dagens dommerteam bestod af Mette Svare Ehlers, Vicky Nortvig og Rune Willum. Opgaven set fra sidelinien blev heller ikke med de store komplikationer, da alle hestene generelt blev præsenteret i god dagsform, i balance for største parten og pånær et par enkelte var de alle udstyret med 3 taktrene gangarter.
Der havde været plads til et par enkelte 9-taller mere under vejs, bl.a. dagens vinder som godt kunne have scoret et rent 9-tal i ridelighed uden det havde været for meget, lige som Anne Troensegaards Saffron lignede et klart 9-tal i både galop og ridelighed set fra sidelinien. En enkelt hest Ferdinand DWB blev belønnet med et 9-tal i skridten, som desværre ikke så helt balanceret ud i alle momenter. Men ellers stor ros til dommerteamet for gode bedømmelser, og ikke mindst den gode kommentering fra Mette Svare Ehlers efter hver ekvipage.
Når man sådan en eftermiddag naturligt også kigger afstamninger, har de fleste jo altid en mening om en bestemt afstamning, og nogle gange bliver man heldigvis super positivt overrasket. Dagens positive overraskelse stod Anne Marie Hosbond for sammen med hoppen Fransine DWB e. Franklin / Fürstenball, som hun viste i flot form, med 3 gode gangarter, og sidst men ikke mindst med en afspændthed, naturlighed og blødhed i kroppen i alle tre gangarter som vi desværre ikke ser så ofte hos Franklin afkommene, men kombinationen her med Fürstenball har bestemt givet noget tæt på det optimale resultat.
En eftermiddag som bestemt giver håb for fremtidens unge DV dressurheste, og med blikket rettet lidt længere frem end Unghestechampionatet, også en god håndfuld attraktive emner i forhold til UVM.
Placerede ekvipager: