Nr. 1 og 2 i MB2, vinder af Prix St. Georg og vinder af Intermediaire II
Daniel Bachmann fik kickstartet landsstævnet i Århus med 3 sejre. Med de to yngste heste Vasco de Gama GV og Guinness MT bliver Daniel 1´er og 2´er i MB2 klassen med hhv. 73,619% og 73,487%.
Prix St. Georg klassen talte 26 startende ekvipager, og her viste Daniel sammen med Zac Efron MT OLD e. Blue Hors Zack / Don Larino at de var klassen bedste. En flot og velbalanceret trav tur, super skridt med gode skridt pirouetter og en solid galoptur, hvor Daniels rutine får hjulpet Zac Efron flot rundt kun med en enkelt fejl i changement efter den 2. halvpirouette i galop (som desværre kun dommer ved C, Kirsten Søgaard ser) . Zac Efron er en hest som fylder banen flot ud og som har udviklet sig super positivt siden han sidste år gik UVM.
Placeret som nr. 2 bliver Alexandra Buchreitz med hoppen China Skovvang. Ekvipagen er rutineret på det her niveau men det har ofte knebet lidt med at få galopturen til at hænge helt sammen, men med dagens præstation ser det ud til at Alexandra er på vej til at finde de rigtige finesser. Det er tydeligt at hun nu formår at holde China meget mere på bagparten hele galopturen, og det giver sig selvfølgelig også tydelig udslag på pointtavlen.
Placeret som nr. 3 Zagori og Cecilie Dybro Jensen, en harmonisk ekvipage som får vist mange gode ting, og en Zagori som laver sine ting med god aktivitet og rigtig gode vinkler under vejs.
Debut til Susanne Barnow med den blot 7 årige Skovdals Dexter som jo først og fremmest besidder alle tre gangarter og har heller ikke nogen øvelsesmæssige svagheder, men som Susanne efterfølgende fortæller så sidder den dårlige oplevelse fra championatsfinalen sidste år på Blue Hors stadig lidt uden på tøjet hos Dexter, men at hun selvfølgelig er super tilfreds med dagens debutscore på 70,132% som 1. uplaceret.
Swetness og Silje Bakken viser en flot trav tur med godt udtryk og god balance, god skridt tur, men i galopturen indløber der lidt ekstra changementer som endnu ikke er det der indgår i en helt almindelig Prix St. Georg.
Daniel og Shirley tager også Intermediaire II sejren
Sezuan / Solos Carex datteren Shirley, som er både avlet og ejet af Vivi og Chr. Vang Lauridsen, viser at hun også vil være med på Grand Prix niveauet meget snart. Daniel får vist en teknisk fejlfri tur på den blot 9 årige hoppe, selvom hun under vejs stadig mangler lidt mere blødhed i kroppen, men jo spiller med uden spændinger. Et partnerskab som bliver spændende at følge udviklingen af.
Det handler om uddannelse og erfaring
“For mig og mine heste handler det om at give dem erfaringer og gode oplevelser, da stævnet her i Århus jo kan være med til at udvikle den enkelte hest frem mod det endelige mål Grand Prix. Alle hestene har været super med mig i dag inde på banen, selvom der jo indløber lidt tekniske udfordringer for et par af dem under vejs, så har både mig og hestene fået erfaringer med, som vi kan bruge de næste dage og selvfølgelig på træningsbanen derhjemme. Stævnet her er super velorganiseret og man har mulighed for at få vist hestene her i gode rammer, som forhåbentlig kan ruste dem til den videre uddannelse,” siger Daniel Bachmann Andersen efter dagens 3 sejre.
Se alle resultater her.