Det smukke Stutteri Ask / Blue Hors er for første gang værter for championatsfinalerne. Blue Hors Don Schufro nød også sin nye plads, med blikket rettet mod den flot beliggende udendørsbane og med kig over Dalbybugten.
Selvom der var god plads på tilskuerpladserne fra morgenstunden, så dukkede der faktisk pænt mange tilskuere op efterhånden som førstedagens 4 års, 5 års og 7 års indledende klasser blev afviklet. Cafeteriet var også klar til rykind, og bød på fint udvalg og hyggelig stemning ved bordene, med bedste udsigt til arenaen, hvor også Stutteri Ask og Blue Hors stifter Keld Kirk Kristiansen var at finde, og aktivt var med på sidelinien hver gang en Blue Hors rytter var på banen.
Hvad vil man se anno 2024 finalebedømmelser
Top 16 fra indledende i 4 års klassen direkte klar til finalen. Yderligere 6 følger fra trøstfinalen.
4 års indledende blev ikke overraskende vundet af hingsten Viva Vegas med Nanna Merrald i sadlen. Parret var storfavoritter og levede fuldt op til forventningerne, som bl.a. udløste 4 x 10.
Placeret som nr 2 blev Svalegårds Disco e. Duke / Temptation, avlet af Stutteri Svalegård, redet af Liv Maria Stigsnæs. En unghest som kort og godt ligner hele pakken til fremtiden. (Indrømmet der skulle lidt internet “research” til efterfølgende for H2R, idet Liv og hendes historik ind i dressurens verden ikke var kommet forbi H2R tidligere.)
Nr. 3 var Anne Marie Hosbond med Risvangs Melody e. Secret / Everdale avlet af Linette Fjorback, som blev forbilledligt fremvist, hele vejen i selvbalance, flot kontant og korrekt tempo.
“Ny” Blue Hors rytter Lea Dyre Jespersen bliver placeret som nr. 4 med Runehøjs Stardust DWB e. St. Schufro / Hotline, avlet af Stutteri Runehøj. Lea kan også tage en “præmie” for super flot og velbalanceret præsentation.
H2R note omkring bedømmelsen:
Med 4 x 10 til super hingsten Viva Vegas, hvoraf det blevet givet 10 for bl.a. ridelighed og harmoni, havde det været naturligt at dommerne havde italesat at hingsten under hele trav- og skridtturen, og dele af galopturen tydeligt skar tænder. Det påvirkede ikke hingstens præstation, men samtidig må man også konstatere, at når en hest skærer tænder er det ofte et tegn på spændinger, og kan alt andet lige vel ikke sidestilles med en hest som går turen “uden lyd”. Tit handler det om en overgangsperiode, et stadie for den unge hest hvor der ex arbejdes på nye ting, nye omgivelser osv. Om det også skulle give et mindre fradrag i scoren, er naturligvis op til dommerne og de fordringer de dømmer efter, men at undlade at kommentere det virkede bare ikke helt korrekt i situationen.
Derudover blev kommenteringen, som var udført af Jesper Holst desværre generelt drejet i en ofte lidt negativ retning, så tænker man som rytter måske forlod banen med tanken om, hvordan man overhovedet var nået til finalen, for slet ikke at tale om dem der måske havde sat sig til at lytte med via Clipmyhorse. Vores sport har brug for en positiv stemning, også selvom det ikke er 10-tals præstationer.
5 års indledende
Fra den indledende klasse var det de 12 bedste som er direkte klar til finalen, og yderligere 3 fra trøstfinalen.
Hingsten Svalegårds Hot Driver blev redet til sikker sejr i den indledende klasse af berider Søren Wind. Præsenteret med godt flow i fin form hele vejen, for et par momenter kommer Hot Driver lidt bagom hjælpen, men rutineret “fanget” af Søren Wind. Siden indledende kvalifikation har der været rytterskifte, idet Carina Cassøe Krüth pt er udelukket fra al konkurrencedeltagelse grundet karantæne.
Placeret som nr. 2 bliver Cathrine Laudrup-Dufour med Fuego. Blød og ubesværet tur, hvor man under vejs måske godt kunne ønske sig lidt mere naturlig power.
Brandtbjergs Divya med Anders Hoeck indtager 3. pladsen med power og udtryk, selvom der også indløber lidt spændinger, så er kvaliteten klart til toppen af feltet.
H2R note:
Skal vi kigge fremtidsperspektiv også i 5 års klassen JA! Selvom der indløber spændinger og småfejl, så bør kvalitet med øje for fremtiden belønnes. Her kommer 3 heste klart ind på H2R listen, Valiant, Emory og Saffron. Alle 3 heste vil lidt mere end der lige er forskrevet til dagen, men lad os vente 3-4 år og se hvor de så er på vej hen i forhold til uddannelsen.
Iøvrigt rigtig konstruktiv og positiv kommentering af Kirsten Søgaard, hvor man som tilhøre fik understøttet pointgivningen med tilsvarende dommer kommentarer.
6 års indledende
Fredag formiddag med indledende klasse hvor Nanna Merrald og hoppen Bonsai tog sejren i flot kvalitet hele vejen. Aktiv, velbalanceret med rigtig god kvalitet, dejlig form og kontakt hele vejen.
Udover de 12 bedste fra dagens indledende går yderligere 3 med fra trøstfinalen til søndagens finale.
Umiddelbart kunne man godt få indtrykket af, at fokus fra dommerne var overvejende på den programmæssige tekniske del, idet heste som Secret Suprise, Vidal Sassoon og ikke mindst Secret Hope medbringer “ekstra i kassen” til fremtiden.
De mindre succesfulde ture kunne måske godt have være understøttet med de point eller præstationer som havde bragt den enkelte ekvipage til finalen.
7 års indledende
Ofte kan springet til 7 års niveauet være et stort step for de unge heste, men generelt har årgangen i år været ret skarpt med, også uden det var set forceret eller på anden måde presset ud - kadeau til rytterne.
De 8 bedste fra indledende plus yderligere 2 fra B-finalen får adgang til finalen.
Med Lyngbjergs St Paris og Victoria Vallentin i spidsen af kvalifikationen ligner det en svær opgave for konkurrenterne at kunne fange dem. Deres tur var let, udtryksfuld og præcis uden tekniske udfordringer. Hvis man kigger lidt ind i karaktererne så virker en skridt karakter på 9,0 som rigelig flot.
De unge OL-damer gjorde sig særdeles positivt bemærket i toppen, hvor både Nanna og Cathrine har en rutine og et overblik under vejs, som enhver rytter drømmer om, hvor de jo kan hjælpe deres unge heste præcis der hvor der er brug for det.
Her må den blot 18 år juniorrytter Anna Raben sammen med Sparaday bare have troen og tilliden til hinanden, som også gav pote. Anna rider den store vallak med en forbilledlig kontakt og hendes evne til at koordinere hånd og sæde er et studie værd. Konstant let, skummene kontakt med lukket mund, hele tiden med op af bakke og fri form, det var bestemt mere end 8,5 i ridelighed og 8,7 i kapacitet set fra sidelinien, også selvom den samlede skridt godt kunne være mere samlet og en 4er blev til en 5er i serien.
Nu venter 4 år og 7 år finalen lørdag og 5 års og 6 år finalen søndag.