Egnethedstest i Billund

Vinder Atterupgaards Daimi & Selina Vittinghus samt nr. 3 Risvangs Melody & Anne-Marie Hosbond - foto: H2R

Opdateringer fra H2R Instagram fra egnethedstest i Billund, lørdag d. 26. oktober.

Årets første Egnethedstest blev afholdt på Billund Sportsrideklub

Det milde og flotte efterårsvejr havde faktisk i dag gjort det muligt, at afvikle det udendørs, men da reglerne jo foreskriver at alle rider indendørs var det naturligvis også dagens konditioner.

Dommerteamet Rune Willum, Bjarne Nielsen og Vicky Nortvig - foto: H2R

Dommertrioen i år består af Vicky Nortvig, Rune Willum og Bjarne Nielsen, der først og fremmest fik fundet den helt rigtige placeringsrækkefølge i dag, og hvor Bjarne formidlede de enkelte karakterer, understøttet af faglige kommentarer, ofte toppet op med en slags “Bjarne Nielsen TV special”.

Rytterne blev undervejs guided af Rune med indtrykket af, at det ikke handlede om antal runder, men når dommerne havde set hvad de skulle, gik de videre til næste gangart. Undervejs blev enkelte ryttere også anvist til at ride ex. i højere el lavere tempo. Ca. en håndfuld af hestene var lidt ekstra påvirket af de nye omgivelser, og her fik rytterne lidt mere tid. Desværre, men også helt korrekt valgte dommerne at undlade bedømmelsen af en enkelt ekvipage, som jo samtidig blev gjort opmærksom på muligheden for at stille til start i en af de andre regioner.

Et kig på startlisten vidnede også glædeligt om flere amatørryttere, hvor det måske for nogen var første gang til egnethedstest, og jo derfor helt ny erfaring. De fik alle noget med hjem i forhold til karakterer og kommentarer. Blandt publikum var familie og venner med til at bakke op, ligesom flere avlere og ejere også var mødt op.

Et fint startskud på 2024 egnethedstesterne og samtidig også med et øje på mulige 2025 UVM kandidater.