Teamtræning også en del af talentsamlingen

Blue Hors Baron og Sophia Ludvigsen - foto: H2R

Team træningen giver et godt udgangspunkt i hvor rytterne er på vej hen med deres heste

Den nylig afholdte første samling for de 6 udvalgte talentryttere Sara Hyrm, Sophia Ludvigsen, Ida Bjørn, Karoline Rohmann, Cecilie Jensen og Alexander Helgstrand var selvfølgelig også med træning i sadlen.

Udover introduktion til Team Danmarks eksperter, fysisk træning og team building, så var technical advisor for senior landsholdet tyske Wolfram Wittig også en del af samlingen.

På sidelinien

Begge dage tog Wolfram Wittig plads ved C iført headset, hvor der var afsat 25 minutters træning til hver enkelt ekvipage, og hvor de hver især blev mødt på deres aktuelle niveau.

H2R var helt tæt på og kunne følge “undervisningen”, hvor man fik klart billede af Wittig´s rolle som technical advisor. Det var tydeligt, at han jo ikke skulle lære de unge mennesker at ride, men istedet kom med råd og vejledning til hvordan en eller flere øvelser kunne optimeres. Fornemmelsen var klart at alle havde fået noget med hjem, og motivationen var i top hos de unge ryttere.

Et professionelt set-up

Der er ingen tvivl om at det nye talent set-up har fokus på fremtidens stjerner, og de 6 ryttere er nu startskuddet til at have et endnu bedre set-up i ryggen på vej mod fremtidens medaljer til Danmark.

Salling Fondenes Talentprogram skal hjælpe med at sikre en god og meningsfuld overgang fra talent til verdensklasseatlet og hjælpe atleter godt på vej til målet om at tage medaljer på internationalt seniorniveau.

Vi arbejder kontinuerligt med at skabe gode rammer for atleter, så de har muligheden for at forfølge deres sportslige ambitioner om at stå øverst på medaljeskamlen. Det er en lang rejse med masse af gode oplevelser, men også med udfordringer undervejs, og ingen kommer sovende til tops i elitesport. Der skal mange træningstimer til, og der skal tages mange svære valg undervejs.

Atleter optages i programmet løbende, og sammen finder vi de løsninger, som bedst understøtter atletens udvikling til verdensklasseatlet.  

Kilde: Team Danmark


Næste samling er lige nu planlagt til efteråret.

Interviews med Wolfram Wittig, Ida Bjørn og Alexander Helgtrand ⬇️⬇️⬇️