Ridsport, og specielt dressur, er en svær størrelse at kommentere på, når der transmitteres live fra de store mesterskaber, det ved de fleste. For det er som bekendt en lidt nørdet sport. Men samtidig er det også en sportsgren der tiltrækker nye TV-seere, når OL løber af staben. Folk der måske ikke ser dressur til daglig, og derfor har behov for at blive holdt lidt i hånden.
Der skal forklares og der skal fortælles. Der skal gåes i dybden med tekniske detaljer, og der skal kommenteres på det der sker - og ingen tvivl, det er en svær opgave.
Men for at vi lige kridter banen lidt op og kommer med et konstruktivt forslag: hvad så med, at man laver to kommentatorspor, som TV-seere kan vælge mellem, når der står top dressur på sendeplanen. Teknisk er det nemlig muligt. Og i og med kommentatorerne alligevel sidder i et TV-studie, et eller andet sted i Danmark og speaker løs, så sprænger et ekstra lydspor nok ikke rejsebudgettet.
Vi skulle så have et for begynderklassen med plads til forklaringer på om man må ride med pisk under konkurrencerne, eller om hvorfor hestene skummer om munden og indimellem også mellem bagbenene. Et spor der henvender sig til bredden, altså dem der gerne vil nyde de flotte ekvipager samtidig med, at de stille og roligt bliver guidet rundt i dressursportens univers, og et lydspor hvor der er plads til småfejl i faktualiteten. Et sted hvor man forklarer hvad éttere og toere er, et sted hvor man læser lidt op af wikipedia omkring ekvipagerne, og et sted hvor man forklarer basic om dressur i et let og forklarende sprog.
Og så skulle der være mulighed for at vælge et kommentatorspor for de lidt mere hardcore dressurnørder. Et lydspor med et pænt højt niveau af faglighed - det være sig udi regler og viden om hestene, avl, ryttere og konkurrence-historikken på de respektive ekvipager. Det kunne f.eks. være én af vores dygtige internationale A-dommere, eksempelvis Leif Tørnblad eller Hans Christian Matthiesen, suppleret af en af de danske internationale top dressurryttere, der ikke deltager i lige netop dette mesterskab. Her under OL kunne det eksempelvis have været Nathalie zu Sayn-Wittgenstein eller Anne van Olst. Et lydspor med plads til masser af nørdet viden. Et lydspor hvor der rent faktisk godt kan være tavshed i op til 10-15 sekunder af gangen - samtidig med at man sidder og holder øje med selv den mindste detalje, uden at blive forstyrret.
Den valgmulighed kunne H2R godt tænke sig. Ideen hermed givet videre til TV2.